29. marts 2021
Hæk til det hele Skal du plante en ny hæk, og er du i tvivl om, hvilken slags du skal vælge? Så får du her et hurtigt overblik over hvilken type hæk, der passer til netop dig og din have. Bøg, liguster, laurbærkirsebær, surbær eller sargentæble? I dag er mulighederne mange og det kan være svært at vælge, hvis du skal plante en ny hæk. For hvilke fordele er der, hvis du vælger en uklippet hæk med blomster og bær frem for en klassiker, som bøg og liguster? Svaret får du her. Vælg en hæk, der falder i god jord Når du vælger en ny hæk skal du først og fremmest vælge en type, der passer til dit hus og have, din smag og dine personlige behov. Start med at overveje, hvad du har plads til og, om du ønsker en fritvoksende eller klippet hæk? Den fritvoksende hæk sparer dig for den årlige hækklipning (eller to), kræver mere plads i bredden og giver dig et mere afslappet udtryk end den klippede. Overvej dernæst om du ønsker, at hækken skal være blomstrende, stedsegrøn eller om du er til en af de klassiske, løvfældende? Ønsker du en blomstrende hæk? Drømmer du om et lifligt blomsterflor i din have, så kan du vælge en af disse tre typer hæk. Plant dem omkring din vilde, romantiske eller naturprægede have, omkring børnenes legehjørne eller trampolin. Alle blomstrer flottest som uklippet hæk, men kan også klippes.