Stueplanter

Find dine indendørsplanter i Hobbylands tropiske verden med alverdens stueplanter

Du åbner for vandhanen i køkkenet og fylder din vandkande. I dag er det nemlig stueplanternes vandingsdag. Du starter på badeværelset, hvor din fredslilje står fyldig og flot på en hylde og nyder godt af den fugtige luft forårsaget af lange brusebade og kondenstørretumbleren. Der er ikke meget lys på badeværelset, og derfor sikrer du dig, at jorden er tør, inden du vander den. Derefter går turen videre til soveværelset, men da sømandstrøstens blade og blomster muntert strutter, springer du over.


I spisestuen troner den store violinfigen i hjørnet, og da det er længe siden sidst, giver du den en ordentlig sjat vand i lerpotten. Dagligstuens sydvendte vindue er badet i sol, og du lægger mærke til, at din Ginsengfigen har skudt en del nye blade. Du finder bestøveren frem og bruser den godt på både stamme og blade – samme tur får fingerfilodendronen og fiskebensplanten, der står længere inde i rummet udenfor solstrålernes rækkevidde. Du fortsætter din runde i dagligstuen og lander til sidst i sofaen, hvorfra du nyder synet af din indendørs jungle.



I Hobbyland har vi skabt et tropisk paradis i afdelingen med vores stueplanter. Her kan du finde planter i alle størrelser. Kigger du ned, kan du fx finde små sukkulenter og kaktusser. Det er klogt at holde fingrene fra kaktussernes pigge – prøv i stedet at stikke fingeren i gabet på de små kødædende planter, der lukker sine blade om dine fingre, eller stryg de bittesmå mimoser, der klapper sine blade sammen ved selv den mindste berøring. Lader du blikket søge op mod glasloftet, kan du se vores flere meter høje paraplytræer og violinfigner. Vi har naturligvis også alt derimellem – lige fra de moderne fingerfilodendroner til de klassiske lykkebregner.

Se vores åbningstider

Kort om stueplanter

Stueplanter kan opdeles i blomstrende og grønne stueplanter. Forskellen består i, om planten blomstrer eller ej, for de blomstrende stueplanter er naturligvis også grønne. Indendørs planter er gode til at bringe naturen med ind i hjemmet, og især mange af de grønne stueplanter er meget dekorative og skulpturelle. Derved bliver de en del af indretningen i dit hjem, og et rum kan få et helt andet udtryk, efter en eller flere stueplanter er flyttet ind. Derudover findes der også mange luftrensende stueplanter, som er med til at give rummet et bedre indeklima.


Det er vigtigt at vælge den rette krukke til dine stueplanter. Mange har en tendens til at overvande indendørsplanter, og derfor er det en rigtig god idé at vælge en krukke med dræningshul. Alternativt kan du lade stueplanten blive i den plasticbeholder, som den ofte er plantet i, når du køber den, og placere plasticbeholderen i en potteskjuler uden dræningshul. Vil du helt slippe for bekymringer om overvanding eller tørstige stueplanter, kan du også vælge en selvvandingspotte. Du kan finde det hele i havecentret Hobbyland, hvor vi har et kæmpe udvalg af krukker og potteskjulere til indendørsplanter.

Pasning af indendørsplanter

Fælles for alle stueplanter – og planter generelt – er, at de har behov for lys og vand. Der er dog stor forskel på hvor meget. Nogle stueplanter kan tåle den bagende sol i et sydvendt vindue, mens andre foretrækker mere skyggefulde og kølige lysforhold længere inde i rummet. Inden du går ud og køber en stueplante, du har forelsket dig i, er det derfor vigtigt, at du undersøger, om du har de rette lysforhold i dit hjem, og om du kan overkomme vandingsbehovene.


En del grønne stueplanter stammer fra regnskoven, hvor solens lys bliver filtreret af de mange høje træer og deres blade. Derfor er det de færreste grønne stueplanter, der tåler at stå i et vindue, hvor solen bager direkte ind gennem ruden. Det gælder mange af de populære tropiske stueplanter som fx fingerfilodendroner (Monstera Deliciosa), violinfigener (Ficus Lyrata) og guldranker (Epipremnum Pinnatum).

Der findes dog nogle stueplanter, der trives i direkte sollys. Især kaktusser og sukkulenter er glade for så meget sol som muligt – både sommer og vinter. De trives også i de fleste hjem, fordi de godt kan lide den tørre luft, som de fleste af os har derhjemme. Hvis ikke du er til kaktusser og sukkulenter, findes der også andre stueplanter, der trives i direkte sollys.


Vi har fundet tre eksempler på planter med forskellige lysbehov herunder, som du kan tage med hjem fra vores havecenter.

  • Svigermors stol (Echinocactus grusonii)

    Lysbehov: Direkte sol

    Sværhedsgrad: Nem

    Vanding: Sparsomt om sommeren, endnu mindre om vinteren

    Luftfugtighed: Foretrækker tør luft

  • Violinfigen (Ficus Lyrata)

    Lysbehov: Indirekte lys

    Sværhedsgrad: Moderat

    Vanding: 1 gang hver anden uge

    Luftfugtighed: Moderat 

  • Sømandstrøst (Aglaonema)

    Lysbehov: Halvskygge

    Sværhedsgrad: Moderat

    Vanding: 1 gang om ugen

    Luftfugtighed: Høj

Luftrensende stueplanter giver bedre indeklima

Alle planter optager CO2 og omdanner det til ilt, men der findes en gruppe af stueplanter, der er særligt velegnede til at skabe et bedre indeklima. Foruden den almindelige fotosyntese, som alle planter lever af, absorberer de luftrensende stueplanter usunde partikler i luften kaldet ”flygtige organiske forbindelser”. Det er fx partikler som benzen, formaldehyd, trichlorethylen, carbonmonoxid og nitrogendioxid. Med andre ord er det usunde partikler fra fx maling, olie, cigaretrøg, lim, pejse, brændeovne, gasblus og meget andet.



Der findes en del luftrensende stueplanter, og det er forskelligt fra plante til plante, hvilke af de usunde partikler, de absorberer. Derfor er det værd at gøre sig nogle tanker om, hvilke usunde partikler luften indeholder, og derefter vælge en af de luftrensende stueplanter, der absorberer de typer af partikler. Der er dog enkelte stueplanter, der absorberer alle typer af usunde partikler i luften – det er blandt andet fredsliljen og buskpalmen.

  • Lykkebregne (Zamioculcas)

    Lysbehov: Indirekte lys, halvskygge eller skygge – bare ikke direkte sol.

    Sværhedsgrad: Nem

    Vanding: 1 gang hver anden uge

    Luftfugtighed: Moderat

  • Fredslilje (Spathiphyllum Wallisii)

    Lysbehov: Indirekte lys

    Sværhedsgrad: Moderat

    Vanding: 2-3 gange ugentligt om sommeren, 1 gang ugentligt om vinteren

    Luftfugtighed: Moderat

  • Aloe Vera

    Lysbehov: Direkte sol

    Sværhedsgrad: Nem

    Vanding: 1 gang hver 2. uge

    Luftfugtighed: Foretrækker tør luft

Share by: